Tyngdekraften, når den er bedst
Oversat fra engelsk. Læs originalen

Jeg er ikke typen, der søger adrenalinsus. Jeg kan lide at være på den sikre side, og tanken om at gøre noget, hvor ens liv afhænger af, at sikkerhedslinen holder, tiltaler mig ikke. ”Hvorfor i alverden skulle jeg springe?” Jeg har højdeskræk og er bange for dybder. Vandet gør mig utilpas, og det gør himlen også.
Inderst inde har vi alle et ønske om at møde vores frygt og så overvinde den. Min instinktive frygt for at gøre noget vanvittigt er der stadig, men jeg ved også, at hvis jeg kan finde en vej igennem den, vil jeg nyde det. Forhåbentlig, altså, hvis jeg er i live bagefter!
Mit første spring var et tandemspring, hvor jeg var spændt fast til en professionel. Man får et længere frit fald end ved et linespring (45 sekunder mod omkring 15). Oplevelsen var helt vild og tvang mig ud af min komfortzone. Det var ikke mit valg, men jeg tænkte heller ikke så meget over det. Jeg vidste, at jeg ikke ville kneife, uanset hvad.
Jeg er kommet frem til, at hver gang jeg skriver under på en ansvarsfraskrivelse for noget som helst, får jeg en følelse af, at jeg gør noget forkert. Men det er ikke nær så irriterende som at finde det rigtige svar på spørgsmålet: ”Er du bange?” Selvfølgelig er man det, det er ethvert normalt menneske. Det er ligesom at spørge en patient på intensiv: ”Hvordan har du det?”...... selvfølgelig har de det ”ikke” godt, de ligger jo på intensiv. Men når det handler om at springe ud af et fly, synes jeg faktisk, det er nemt, for når man først er i flyet, er der ingen vej tilbage. Det er nytteløst at gå i panik, og meget snart giver hjernen også op.... man mærker ingenting.
Når man først er sprunget, er der ikke noget at tænke på, man lader bare tyngdekraften gøre sit arbejde. Og det gør den virkelig godt. Man falder hurtigt; MEGET hurtigt, men det føles ikke sådan. Det er ens terminalhastighed på omkring 200 km/t. Man har overhovedet ingen kontrol over den, og luften presser kinderne helt ud af form. Ansigtet forsvinder simpelthen (altså helt). Man tager bare imod den brændende luft og blodet, der hamrer i tindingerne...... og lærer at svæve.
Ingen ord kan naturligvis beskrive følelsen. Fornemmelsen er faktisk helt ny. Man ser verden fra en helt ny vinkel, og det er svært at tro på, at noget af det er virkeligt. Det eneste, man har, er et smil og den betagende udsigt. Livets længste (og alligevel hurtigste) øjeblik varer, indtil faldskærmen folder sig ud og bremser en utroligt kraftigt op i luften. Man trækker i venstre styreline for at dreje til venstre, i højre for at dreje til højre og hårdt ned i begge for at stoppe. Ja, man flyver, svæver, glider hen over himlen, og det er den mest fantastiske, befriende følelse. Nu trækker man vejret normalt, fordi man ved, at man er okay.......og så bliver der stille.
De få sekunder bliver ens frihed, det er berusende og nok til at rode godt rundt i hovedet på en. ((Z))