Det eneste sted, du kan arbejde
Oversat fra engelsk. Læs originalen

Jeg læste Eckhart Tolle for nogle år siden. Det tog tid at komme forbi tredje kapitel, og jeg måtte læse de første kapitler seks gange, før jeg fik fat i det. Det er svært for en hjerne at holde op med at gennemspille muligheder, forudsige scenarier eller tænke på fortiden. I en verden med så mange distraktioner kan det, Eckhart siger, lyde som det rene vrøvl.
Skåret ind til benet handler det om det her. Nuet er det eneste, du kan handle i. Fortiden og fremtiden er noget, sindet skaber. Første gang jeg virkelig tog det ind, ændrede noget sig i den måde, jeg bevægede mig gennem en dag på.
Jeg vil stadig anbefale bogen. Kimen til alt det her kom derfra. Men idéen er egentlig ikke spirituel, eller i hvert fald behøver den ikke at være det.
Det er svært at aflære noget, vi har troet på, siden vi var børn. Vores sprog og kulturer bærer det i sig, og de bærer det ikke alle på samme måde, så hver af os ser verden gennem sin egen lidt anderledes udgave af det. Vi lærer at måle vores liv på, hvad vi har nået, når vi fylder et bestemt antal år, og forventer at blive set, mens vi gør det. Sådan er livet for de fleste. At træde ud af det er en anden måde at se dagen i dag på.
Den enkleste måde, jeg kender, til at mærke det her på, er en øvelse, du kan lave på dig selv.
Forestil dig, at du er mange år ude i fremtiden. Du er gammel, svag og nær slutningen. I den fremtid findes der en teknologi, der lader dig genopleve en enkelt dag fra din hukommelse, lige så virkelig som dengang, du levede den første gang. Teknologien valgte dagen tilfældigt, og hvilken dag det end er, er det den eneste, du får.
Tæl så til tre.
1.... 2.... 3!
Det er den dag, der kom op. Præcis det her øjeblik. Det, hvor du tilfældigvis sidder og læser det her. Læg nu mærke til, hvor du er. Træk vejret langsomt ind, og mærk luften bevæge sig inde i dig. Mærk dine lunger udvide sig. Brug nu et par sekunder på at lytte til lydene omkring dig. Mærker du, at du er i live? Lagde du mærke til, at du ikke tænkte? Læg nu mærke til, at det her liv er dit alene, og at kun du får lov at leve det på den her måde.
Spørg nu dig selv.... hvem er du? Ikke de titler og etiketter, andre giver dig. Det, der ligger under dem.... den del, der sanser, den del, der er mere end tankerne. Din hjerne spiller scenarierne igennem, gemmer minderne og laver forudsigelserne. Den giver dig sin version af tingene ud fra den tilstand, den er i. Den del, der lægger mærke til, at hjernen gør alt det, er ikke det samme som det, der gør det. Den kan se hjernen arbejde og aflæse dens tilstand. Og i modsætning til scenarierne og minderne kan den ikke være andre steder end i nuet. Det er alt, hvad du har.
Der er en del af os, der altid føler, at vi ikke er der, hvor vi gerne vil være. Måske burde du være et andet sted. Du kan ikke altid sige hvor. Fortiden, fremtiden, hjemme, på arbejdet, en drøm. Jeg tør vædde på, at hvis du kunne knipse med fingrene og være der, ville følelsen ikke forsvinde. Den ville bare pege et nyt sted hen. Pointen er, at du ikke må hænge dig så meget i, hvor du hellere ville være, at du glemmer at få det bedste ud af, hvor du er. Det er det, det vil sige at forstå dit ”nu”.
I den tilstand bliver hver følelse levende. Hvert møde med et andet menneske bliver meningsfuldt. Det er alt, hvad du har, så du giver det alt. Du lever.
Jeg skriver ikke det her fra et liv, hvor alt er faldet på plads. Jeg er til stede med vilje. Der er altid mere, end et enkelt øjeblik kan rumme, så jeg holder op med at prøve at rumme det hele i ét.... jeg giver mine hænder til den ene ting, der har brug for dem i dag, og lader i morgen blive i morgen. Nærvær er ikke ro for mig. Det er sådan, jeg holder mig oprejst.
Og ingen steder er det sværere at holde sig oprejst end i arbejdet.
Det samme træk, der river dig ud af et stille rum, vil prøve at hive dig ud af dit arbejde. En del af dig insisterer på, at du burde være længere. Have nået mere, være længere foran, være mere sikker. Du ser på, hvor en anden står, og undrer dig over, hvorfor du ikke er der endnu. Men hvis du nåede den milepæl i morgen, ville følelsen ikke forsvinde. Den ville pege på den næste. På arbejdet kalder det her træk sig ambition, så vi lader det sidde bag rattet.
Prokrastinering er det samme træk, bare vendt den anden vej. Ambitionen styrter ind i fremtiden. Prokrastineringen nægter at træde ind i nuet. Vi ser på arbejdet og beslutter, at vi ikke er klar. Vi bilder os selv ind, at vi venter på et bedre nu. Et øjeblik, hvor vi føler os mere udhvilede, mere sikre, mindre bange. Det øjeblik kommer ikke. Så vi skubber dagens arbejde over på i morgen.
Du vil måske sige, at man er nødt til at planlægge. Man sætter datoer på opgaver. Det er sådan, man bygger noget. Ja. Men planlægning bryder ikke den her regel. Den bekræfter den. Når du sætter en opgave i kalenderen, bliver der ikke bygget noget. Du har udført en handling i nuet. Du har besluttet, hvad i dag skal bruges til, og hvad den ikke skal bruges til. Du lægger fremtiden i kalenderen, så du ikke behøver at bære på den. Du skriver det ned, du lægger det væk, og dine hænder vender tilbage til i dag.
Det er den grænse, der er værd at beskytte. Planlægning er nuet, der beslutter, hvad der skal gøres. Bekymring er nuet, der øver sig på noget, det endnu ikke kan styre. Indefra føles de ens, så vi forveksler dem.
Når den grænse bryder sammen, kalder vi det udbrændthed. Det ligner et ressourceproblem. For meget arbejde, for lidt tid, for få hænder. Men se på, hvorfor det knækker os. Lige nu kan dine hænder gøre én ting. De er på den enhed, du læser det her på. Én bevægelse, det her sekund. Presset kommer ikke fra den ene opgave. Det kommer fra de niogfyrre, du ikke rører. Dine hænder er i dag. Dit hoved er i næste uge og bærer på alt det, der kan gå galt dér. Du er ikke træt af arbejdet foran dig. Du er træt af at leve i en uge, du ikke er i.
Du vil måske sige, at du ikke kan planlægge dig ud af det, fordi opgaverne afhænger af hinanden. Rigtigt. Men det er ikke derfor, det knækker dig. Afhængighederne er grunden til, at du ikke kan lægge noget fra dig, ikke grunden til, at vægten er reel. I hvert eneste sekund er der kun én opgave, som faktisk er din at flytte. Resten venter ikke på din indsats. De venter på hinanden.
Arbejde kan kun foregå nu. Fremtiden tager ikke imod indsats. Du kan ikke sætte dagens energi ind på en konto til oktober. Du kan ikke låne morgendagens motivation til at gøre dagens arbejde. Når din opmærksomhed sidder fast i næste måned, bruger du det eneste, du ejer, dit fokus, på noget, der ikke er der. Arbejdet foran dig får resterne.
Hvorfor så overhovedet gøre arbejdet, hvis ikke for målstregens skyld? Fordi målstregen endnu ikke er virkelig for noget, der er værd at bygge. Det, du laver, er bygget af øjeblikke i nuet, det ene efter det andet. Der findes ikke noget andet materiale at bygge det af.
Det ændrer, hvad arbejdet er til for. Det holder op med at være en afgift, du betaler for at nå frem til et bedre liv senere. Det bliver det, du lever, mens du gør det. Teen, du drak med nogen, var ikke et skridt mod en bedre aften. Den var aftenen. Det, du arbejder på i dag, er ikke et skridt mod dit liv. Det er dit liv, der sker nu, på det eneste sted, det kan.
+++++++++++++++++
Jeg elsker det her ur, og det kan ikke vise klokken præcist.
Det er mere en måler for, hvor meget der er tilbage af dagen.