ZohaibAkhtar

Tekster

Del

Måske ikke planen. Helt sikkert en afhandling.

Oversat fra engelsk. Læs originalen

Set i bakspejlet.......... føles alt som en plan.

Jeg er i sarkastisk humør, og det her er skrevet uden filter. Så måske er det bedst at stoppe med at læse nu.

(Men er du her stadig, gætter jeg på, at vi har samme slags sarkasme.)

Nogle mennesker ved præcis, hvad de vil med deres liv. Vi andre søger ind på en videregående uddannelse, mange af os mere end én gang. Jeg sad og tænkte på alle de forskellige uddannelser, jeg har gået på (eller været i nærheden af), og ærligt talt… hver eneste af dem føles som et gruppeprojekt med dig selv, hvor deadlinen hele tiden flytter sig, og ingen helt ved, hvem der bestemmer.

Lad os bare starte med medicinstudiet. Det starter stort set ligesom et dårligt fitnessmedlemskab. Du melder dig ind én gang med gode intentioner, og mange år senere sveder du stadig, er flad og aner ikke, hvordan du opsiger det.

Der er ikke noget dybt kald. Det er bare et karaktergennemsnit og måske et vagt ønske om at ”gøre en forskel” uden at vide, hvad det egentlig betød.

Medicinstudiet handler mindre om at helbrede og mere om at bevise, at du er villig til at lide for at blive taget seriøst. Du lærer Krebs' cyklus udenad, glemmer den, lærer den udenad igen og ender alligevel med at google den under stuegang. Du diagnosticerer dig selv med en ny sygdom hver måned og lader, som om det at græde bare er ”en del af den personlige udvikling”. Du kommer igennem, ikke fordi du brænder for det..... men fordi du ikke kan forestille dig at skulle forklare familien, at du er droppet ud for at ”pivotere over i noget mere menneskecentreret”.

Og lige når du er færdig, siger nogen:

”Ved du hvad, hvis du virkelig vil lave om på systemet… så burde du kigge på folkesundhed.”

Folkesundhedsstudiet er der, hvor medicinstuderende (plus folk med erhvervserfaring) tager hen, når de har set nok til at vide, at systemet er i stykker, men ikke nok til at vide, hvordan det skal repareres. Det er der, folk bytter stetoskopet ud med et regneark og begynder at sige ”sundhedens sociale determinanter” med alarmerende selvsikkerhed. Du bruger dagene på at lære, at den egentlige fjende er strukturel ulighed, og nætterne på at finde ud af, hvordan man laver et søjlediagram, der rammer følelsesmæssigt.

Du møder en, der forsker i ”malariaforebyggelse blandt venstrehåndede pakistanske teenagere”, og indser, at du aldrig har gået så meget op i noget. Du sidder til forelæsninger om lighed i sundhed og spekulerer stille på, om din professor har det okay. Og du opdager folkesundhedens eneste universelle sandhed: Du kommer til at bruge mere tid på logikmodeller end på logik.

Til sidst bliver du træt af at skrive artikler, ingen læser, og politikker, ingen fører ud i livet. Så du gør det, som enhver overuddannet idealist prøver før eller siden:

Du starter en virksomhed.

Iværksætteri er det, der sker, når du har set fejlene i systemet og tænker: ”Hvad nu hvis jeg bare… lavede et bedre?” Du har en løsning. Du har et pitch deck. Du har energien hos en, der stadig tror, at systemer kan redesignes med koffein og optimisme alene.

Du lancerer noget, der er strikket sammen. Du kalder det ”teknologidrevet”, selvom det mest er en fancy Google Form. Du bruger to år på at gaffatape funktioner sammen, forklare din løsning mest for dine forældre og langsomt indse, at ”at være din egen chef” mest betyder, at du får lov at lave alt arbejdet, mens du opdaterer netbanken hvert 30. minut.

Til sidst virker tingen sådan nogenlunde. Eller sådan nogenlunde ikke. Du vil gerne blive ved med at bygge....... men måske ikke på den her måde.

Du tænker: ”Måske var idéen ikke forkert. Måske var det tilgangen.”

Ind på scenen: designskolen.

Designskolen er der, hvor du tager hen, når du har prøvet at løse virkelige problemer med regneark og roadmaps og nu håber, at det vil føles mere menneskeligt at tegne på en whiteboard. Du møder op og regner med at lære at designe bedre systemer.... og indser langsomt, at det system, du er ved at redesigne, nok er dig selv. Du hører ordet ”empati” oftere end i terapi, men ingen ser dig i øjnene. Du begynder at bruge Post-its som et andetsprog. Du lærer, at det at spørge ”hvorfor” fem gange i træk tæller som research, og at ”at omformulere problemet” tit bare betyder at acceptere, at du ikke aner, hvad problemet er.

Du lærer meget. Og det mærkelige er, at det mest handler om dit gamle jeg.

Det er smukt. Det er skrøbeligt. Det er velfinansieret.

Og lige når du endelig føler, at du forstår mennesker, problemer og systemer… siger en stemme i dit hoved: ”Det her er fantastisk. Har du tænkt over, hvordan det kan skaleres?”

Og det er der, du pludselig står på business school.

Business school er det, der sker, når du har været hele vejen rundt om impact, udbrændthed, idealisme og brugerresearch og nu bare vil have en sundhedsforsikring og en stor seedrunde. Det handler mindre om at lære og mere om rebranding. Hver samtale starter med ”Hvad er din baggrund?” og slutter med ”Vi skal helt sikkert connecte.”

Du lærer de frameworks igen, som du engang prøvede at pille fra hinanden. Du sidder igennem cases om bedre vin- og ølvirksomheder og bilder dig selv ind, at det hele kan overføres, og har ledelsestimer, der føles som gruppeterapi, bare med bedre snacks. Du er omgivet af folk, der vil ændre verden, men først lige skal gøre det her deck færdigt til McKinsey.

Det er en meget dyr sommerlejr med Patagonia-veste. Den er poleret og fuld af folk, der prøver at retfærdiggøre prisen ved at kalde den ”transformerende”.

Jeg ved ikke, hvordan det er at læse til ingeniør eller jurist, men jeg gætter på, at det ikke er så forskelligt, bare i en anden skala, samme eksistentielle wifi..... medmindre du går på kunstskole, hvor du endelig finder dig selv (og ville ønske, du ikke havde).

Uanset hvilken uddannelse det er, er videregående uddannelser i bund og grund en lang og dyr måde at finde ud af, hvilken WhatsApp-gruppe du egentlig hører til i. Og hvis du stadig ikke har fundet ud af det… er det måske tid til at overveje en ph.d. :) ((Z))